Hvorfor en DKK hund?

Der er flere gode grunde til at købe en hund som er registreret hos DKK med stamtavle.


 

Nogle mennesker foretrækker de såkaldte gadekryds – eller hul-i-hækken hunde. Det kan have økonomiske årsager, blandingshunde er jo ofte lidt billigere end racehunde. Men her bør man huske på, at hvalpens anskaffelsespris – hvad enten det er en blandingshund eller racehund – er ganske ubetydelig, set i forhold til, hvad det koster at have hunden i de næste 12 – 14 år!

Mange blandingshunde udvikler sig til udmærkede og velfungerende hunde. Men det er i høj grad et spil i lotteriet. Det er ofte umuligt at forudse, hvad en blandingshvalp af mere eller mindre ukendt herkomst vil udvikle sig til. Usikkerheden gælder ikke blot størrelse og udseende, men især medfødte karakteregenskaber er i reglen vanskelige at forudse ved blandingshvalpe.

Undersøgelser fra life.ku (Landbohøjskolen) har vist, at der er flere blandingshunde end racehunde, som bliver aflivet pga. adfærdsproblemer. Det er der helt sikkert flere forklaringer på. Flere af købene er måske impulskøb, som fortrydes. Flere får en hund med en mentalitet, som ikke svarer til køberens forventning. Og endelig skal man være opmærksom på, at det absolut ikke er lige meget, hvad der er blandet sammen. To hunde af samme type – f.eks. to apporterende jagthunde som cocker spaniel og labrador retriever – kan typisk fungere udmærket, men hvis man f.eks. blander hunde med stor jagtlyst med hunde med stor forsvarslyst, så giver det ofte problemer og hvis man blander en skarp tændt hund med en stor, stærk hund, så kan det meget nemt resultere i en rigtig ”trouble maker”.
Kilde: DKK’s hjemmeside.